PROJEKTBESKRIVELSE AFGANG 2017
ÅRHUS KUNSTAKADEMI
Afd. G, Maleri
Vejleder: Annette Olesen
Kurator: Peter Land
Er det muligt at se noget nyt i et hverdagsobjekt, man har berørt med sit blik utallige gange uden virkelig at se det?
VÆRKBESKRIVELSE
En serie tegninger i blyant på papir, mål: 30×40 cm og 42×60 cm.En serie monokrome tegninger i tusch/blæk på papir, mål fra 30×42 til 56×76 cm.
Motiv
Med blyanten registrerer jeg med næsten meditativ opmærksomhed noget banalt og upåagtet fra det private rum: Tilfældige tøjbunker, ophængt vasketøj, folderne i en dyne eller en pude. Jeg er optaget af bevægelserne i stoffet, som falder blødt eller er indfoldet i komplekse mønstre. Tegningen fastholder en langsom tid og en flygtig form, der måske ikke findes en time senere.
Papir
Papir er et ældgammelt, både skrøbeligt og stærkt materiale, som har båret menneskers tegn fra opfindelsen af papyrus for 5000 år siden. 3000 år senere lavede man papir af bastfibre i Japan, Korea, Taiwan og Kina, kaldet Nagashisuki (Nagasu: at flyde horisontalt, Suku: at fremstille papir). Papir er støbt i vand, et element, der er livsvigtigt for vores eksistens, men samtidig, i takt med den globale opvarmning, nu truer denne. Det er et uprætentiøst, forgængeligt og levende materiale. Papiret kan være absorberende eller afvisende, ru eller glat, massivt eller gennemsigtigt.
Vand
For at flytte motivet fra velkendt til ukendt, fra umiddelbar overflade til noget mere subtilt, gentegner jeg motivet med tusch eller blæk, nu med vand som aktiv medspiller.
Papiret fanger den umiddelbare handling, der er ingen fortrydelsesret.
Jeg bruger
gammeldags penne eller bambuspind, som fordrer omhu, man kan ikke forcere noget. Papiret tager imod stregen, pennen, penslen og vandet på forskellige måder, som jeg undersøger. Jeg tegner på pergament, som afviser vand, på Wenzhou papir og på kraftigt, stærkt sugende papir.
Jeg arbejder i et spændingsfelt mellem kontrollerede linier og udvaskningen af disse i vand. Vandet som metafor for det ubevidste, som blander sig i menneskers tanker og handlinger, måske mere end de fleste bryder sig om at vide. I processen opstår abstraktioner og nye figurationer, som jeg forfølger, i ønsket om flertydighed.
ZEN og kunsten at være i Orkanens Øje
Da jeg var barn, var højtlæsning en elsket aktivitet. Jeg husker historien om det lille bumletog, som måtte finde sig i at blive ombygget til lyntog. Det kom nu hurtigere frem, men med sin nye højhastighed kunne det ikke mere nå at se og opleve de omgivelser, det passerede på turen.
Mit afgangsprojekt har været en slags ZEN øvelse i at betragte en tilfældig form midt i det overfyldte rum; at give det ubetydelige betydning ved at tegne det på papir; at opløse formen igen som symbol på uundgåelig forandring og forgængelighed.
Det perfekte liv
I jagten på DET PERFEKTE LIV næres frygten for udstødelse – urangsten for at blive forladt af flokken. Vi løber som aldrig før, med angsten som trofast løbepartner. Menneskets indre er forsømt område, eftertænksomhed og langsomhed er fejet af banen til fordel for effektivitet.
Jeg har udført en serie tegninger med afsæt i det private rum – optimalt set stedet for pause og rekreation, i realiteten ofte et spændingsfelt. Det moderne menneskes URO, som også er min, danner bund i mit afgangsprojekt.
Hjemmet er, i højere grad end at være en helle, blevet et overfyldt rum.
Min bestræbelse er at inspirere til en hverdagspoetik, synliggøre nogle af de sære former og vække nogle af de ”forklædte” betydninger, der sover under den trivielle overflade.